|
Bredbåndsforeningen VestjyllandS.net,
med dens afdelinger i alle egne af Vestjylland, er en almennyttig frivillig og
solidarisk organisering af brugerne - over alt på Vestjylland - i det spirende
Informations- og Kommunikations Teknologiske (IKT) samfund.
Med IKT er det
som med transport, mad og indretning.
Det er nemmere at betale sig fra det i de større byer end det er i
landdistrikterne, med de større afstande og færre brugere. På landet er det
vanskeligt for virksomheder at leve af at tilbyde tjenester der lader sig
betale. Så ligesom vi som borgere på landet er økonomisk nødt til - så vidt det
er os muligt - at indrette os uafhængig af offentlige transportmidler og
taxa-kørsel, ved at råde over eget køretøj, og vi også selv fremstiller - eller
i det mindste tilberede - vores egen mad, og tilmed selv står for indretning af
egen bolig - hvad angår de ting vi kan selv, ja så er vi der lever i
landdistrikterne langt hen ad vejen også nødt til selv at organisere at have
andel i IKT-samfundet.
Dette er et
gennemprøvet faktum. Bredbåndforeningen VestjyllandS.net har nemlig
gennem de sidste 2 år forhandlet med mere end 30 teleoperatører om at skaffe
lynhurtigt Internet til fast lav pris overalt på Vestjylland, men når
televirksomhederne har undersøgt mulighederne har ingen kunnet se en forretning
i at tilvejebringe sådanne vilkår som de alle sammen er i færd med at tilbyde
borgerne i de større byer.
Da et samvirke
mellem individer der tager vare på deres egne forhold kan skabe strukturer, som
rummer muligheder der er langt mere end summen af deres virke hver for sig,
organiserer VestjyllandS.net nu borgerne i landsbynet overalt på
Vestjylland og forbinder dem (os) i en IT-infrastruktur for hele regionen.
Gennem organisering af frivilliges indsats etablerer vi landsbynet forbundet til
egnsnet, der igen forbindes til et regionsnet, hvor alle kan få lynhurtigt
Internet til fast lav pris.
Gennem samme
organisering tilvejebringer vi en alsidig, decentral, men sammenhængende
frivillig nyhedsformidling for hele Vestjylland.
Og til at sikre
at borgernes IT-grej virker, sørger organiseringen også for at frivillige
IT-kyndige hjælper borgere lokalt, når de løber ind i bøvl med netværket eller
deres eget computergrej.
|